Farvel min kære
Farvel min kære Novelle om kærlighed:
Hun sad og kikkede ud af vinduet, hvordan var hun havnet her? Hvor var livet blevet af? I sengen lå manden som hun havde elsket højere end livet i mange år, hun kikkede på ham og mærkede en smerte i sit bryst. Hun var nødt til at forlade ham, og om et øjeblik, når han slog sine øjne op, skulle hun fortælle ham det, og hans verden ville synke i grus. Hendes bryst snørede sig sammen af smerte, hvordan kunne hun være så egoistisk. De havde jo så meget kærlighed de to, det vidste hun og det sagde alle de mødte. Men hun manglede sig selv, sin indre gnist. De sidst par år var livet blevet tomt og livløst.
Hun huskede da de mødte hinanden for mange år siden, da hun var en ung og livsglad pige. Hun huskede hans smukke øjne, hans blidhed og venlighed. Hun huskede suget i maven når han kikkede på hende, og følelsen af blodet der løb hurtigere i årene. Hun huskede også, at hun genkendte smerten hun så i hans øjne, det var som om de var blevet draget mod hinanden, af en indre længsel efter at blive set og elsket. Set og elsket det var de blevet af hinanden. Det var trygheden der bandt dem sammen, de havde begge mødt et andet menneske som viste dem at de var værd at elske. Hun huskede hvor meget hun dengang længtes efter at føle sig tryg og rolig, og hvordan det føltes at sove i hans arm første gang de sov sammen.
Hendes vejtrækning blev urolig og overfladisk, hendes mave trak sig sammen i angst, og hun trak benene op under sig, hvordan ville livet blive uden hans ro og hans kærlighed? Kunne hun klare sig selv? Kunne hun sove uden at mærke hans varme og høre hans velkendte åndedrag? Hendes hjerte smertede og føltes som om det var ved at gå i tusind stykker. Hun var lige ved at miste modet, og tænkte hvad nu hvis han er det bedste livet giver mig? Hvad nu hvis jeg ikke kan klare mig selv? Hvad nu hvis.... spørgsmålene pressede sig på. Hun rystede kraftigt på hovedet for at slippe tankerne, og en tåre løb ned af hendes kind. Hun prøvede at fokusere på livet og det der var i hendes hjerte.
En morgen for nogle uger siden, da hun lå alene sengen, og kikkede op i loftet, havde hun tænkt, at det ikke gjorde noget hvis livet snart var slut, hun orkede ikke at leve mere. Denne tanke havde forskrækket og vækket hende, og hun havde brugt de sidst par uger, på at granske sit indre for at finde frem til hvad det var hun manglede i sit liv. Hun var kommet frem til, at hun manglede passion og lidenskab, hun manglede at vide hvem hun var og hvad hun havde lyst til i sit liv. Den tryghed hun fandt hos ham havde lullet hende i en dyb søvn, hvor hun havde glemt hvem hun var og hvad hun ville i livet. Hun havde aldrig før hun mødte ham, fundet tryghed i livet, fundet et sted hvor hun kunne slappe af og hvile. Hendes angst for at miste ham var blevet så stor, at hun gjorde alt for at være den han gerne ville have hun skulle være. Hun havde ændret sin tøjstil, sine interesser og sine mål i livet, så de kunne passe med hans. Hun glemte sig selv og blev langsomt opslugt af roen og kærligheden. Det der nu skræmte hende mest var, at hun ikke havde set det ske, at hun havde kunne overbevise sig om at alt i hendes liv var perfekt.
Hvordan ville deres venner og familie reagere? Hvad ville de tænke om hende? Endnu engang trak hendes mave sig sammen. Hun prøvede af fastholde at hun jo faktisk prøvede at redde sit eget liv, og det måtte de jo synes var vigtigt... Eller hvad? Åh, hvor hun følte sig ensom og alene. Hun havde mest lyst til at lægge sig i sengen hos ham og putte sig ind til ham og lytte til hans hjerteslag, som hun plejede at gøre når hun blev bange. I mange år når livet var svært, ja så havde han været der for hende med sin kærlighed og sin favn, hvor hun fandt tryghed og ro.
Hun kikkede på ham og hendes syn blev blindet af tåre, åh hvor hun elskede ham. Et øjeblik blev hun gal på livet, hvorfor havde det skænket hende en kærlighed så stor, for så at sige at hun skulle slippe den igen. Hun ville have både ham og sin indre gnist. Hun græd i stilhed for hun vidste, at lige nu kunne hun ikke få begge dele, hun vidste at blev hun hos ham ville hun ikke finde sin livsgnist igen, hun vidste at de begge stod i stampe. Sammen ville ingen af dem få det liv de brændte for, for begge elskede de hinanden så meget, at de ikke ville gøre noget, der kunne såre den anden. De var begge to børn forklædt i voksnes kroppe. Hun vidste, at den eneste chance de havde for at finde hinanden igen, var at skilles og finde sig selv, for dernæst og se om de passede sammen. Hun gøs, hvad nu hvis de ikke kom til at passe sammen når de fandt sig selv, turde hun løbe den risiko? Turde hun lade være?
Hun havde gået lange ture i naturen de sidste par uger, og svaret var altid det samme. Hun ville finde sig selv igen, hun ville mærke livet i sine årer, hun ville mærke sommerfuglene i maven igen. Hun måtte slippe ham, måske kun for en stund, måske for altid. Tanken om altid skræmte hende, hvordan skulle hun leve uden hans kærlighed? Han vendte sig i sengen, hun holdte vejret, hun kunne høre sit hjerte slå for sit indre øre, angsten gjorde hende svimmel, lad ham sove, lad ham sove, hviskede hun stille. Og hendes bøn blev hørt, og han sov videre. Hun vidste at han snart ville vågne, et øjeblik ønskede hun at tiden ville stoppe for altid, at hun kunne undgå det hun vidste hun måtte gøre. Men i sit indre vidste hun, at hun måtte gøre det. For i de sidste par uger havde hun husket hvordan livet var før hun blev bange for at miste ham. Hun huskede friheden i hjertet, vinden i håret, solen på huden og regnen på kinden. Hun huskede glæden ved fuglesangen og hun huskede sine håb og drømme.
Hun følte sig splittet inden i, længslen efter livet og sorgen over at skulle sige farvel, var ved at rive hendes hjerte i to stykker. Hvis hun kunne ville hun tage ham med på den rejse der ventede hende, men hun viste, at kun hun kunne tage afsted. For det var en rejse hvor hun skulle finde sig selv igen, en indre rejse. En rejse hvor hun skulle finde sin styrke og sin tro på sig selv. Åh hvor hun længtes efter at føle sig i live, at klare sig selv, at stå på sine egne ben. Mon det ville lykkes?
Han vendte sig i sengen igen, og hun fornemmede at han snart ville vågne. Hendes mave vendte sig og hun gøs. Hun håbede, at han en dag ville kunne tilgive hende og forstå hendes valg, for hun ønskede, at han fortsat skulle være en del af hendes liv. Han var den bedste ven hun nogensinde havde haft, og det at miste sin bedste ven var mere end hun kunne klare at tænke på.
Lidenskaben var hurtigt forsvundet i deres forhold, og istedet var kommet en slags søskendekærlighed, som var dyb og inderlig. Hun elskede ham som en kær bror. Nogle gange havde de været som forældre for hinanden, så der var også en kærlighed for ham som for en søn. Men kærligheden mellem en mand og en kvinde manglede mellem dem, og den længtes hun efter at føle. En kærlighed fyldt med lidenskab og lighed, to voksne mennesker som stå side ved side. Men de var som børn i deres forhold og lige meget hvor meget de havde prøvet igen og igen opstod kærligheden mellem dem som mand og kvinde ikke. Hun havde ønsket og bedt, prøvet alt muligt, men det skete aldrig. Hun huskede den dag han friede til hende, hun huskede roen der spredte dig i hendes krop, for hun troede at nu ville det opstå, den kærlighed hun drømte om, nu måtte han være parat, for ellers ville han vel ikke fri til hende. Hun huskede også da han udsatte brylluppet, fordi han havde brug for at vide hvem han var og hvad han ville med livet. Hun havde respekteret ham for hans valg, for hun håbede endnu engang, at nu ville den voksne kærlighed opstå, han skulle bare lige have lidt tid. Hun havde altid tænkt på, hvad han ville og hvor han var, tænkt at han ikke var parat endnu og troet at han ville blive det en dag.
De sidste par uger var det gået op for hende, at hun aldrig havde spurgt sig selv hvad hun ville, og hvor hun var i sit liv, og om hun var parat. Hun vidste nu at hun ikke var parat, for hun manglede sig selv, lige som han gjorde. Hun ville finde sig selv igen, for i mange år havde hun været ude af sig selv, ovre i ham. Hun ville vide hvad hun ville i livet, hun ville vide hvem hun var, hun ville finde sin styrke igen. Hun ville føle hele livet, hele glæden, hele angsten, græde alle sine tårer og grine al sin latter, og det krævede at hun var i sig selv. Hun vidste, at blev hun hos ham ville hun ikke kunne holde fast i sig selv, hun vidste at hun ville indgå kompromier der kvalte hendes livsgnist. Hun ville have en mand og hun ville være kvinde, og det kunne hun ikke med ham, for han var kun en dreng, og sammen med ham var hun kun en pige. Hun ville ud i livet og finde sin indre kvinde, og når hun havde fundet den ville hun leve den ud. En lethed bredte sig i hendes krop, den længtes efter at føle liv og glæde, at blive berørt og begæret af en mand, og måske kunne det ske hvis hun fandt sig selv. En forventning og et håb spredte sig i hendes hjerte, hele livet lå for hendes fødder, et helt nyt liv, hvad mon det måtte bringe. Hun mærkede en side af sig selv som havde været væk i mange år, eventyren, hun elskede eventyr, det ikke at vide hvad det næste i livet var, hun elskede spænding og overraskelser. Et smil kom frem i hende, åh hvor hun længtes efter at trække vejret helt ned i lungerne, at stå ved Vesterhavet og mærke vinden i hele kroppen, fulde lungerne med ren og frisk luft. Hun ville tage en tur ud til havet og slippe sorgen fri, slippe sig selv fri, og starte på en frisk.
Han åbnede øjnene og smilte til hende. Hendes hjerte gjorde ondt for hun vidste hvad hun måtte gøre....
Skrevet af Katarina
Skriv kommentar til novellen: Kat@solkilde.dk