Krimi
Krimi Novelle:
Jeg gyser! Det lød som en revolver der blev ladt. Jeg ligger helt stille under den store messingseng, mit hjerte er som en bongotromme for fuld udblæsning, jeg er sikker på at han finder mig, han må kunne høre mit hjerte slå. Jeg kan høre hans skridt ude i gangen, de kommer nærmere. Der er mørkt i rummet, vinduet står på klem og det rødbrune gardin bevæger sig langsomt i vinden. Det er sensommer og det er en tør og varm nat. I rummet er der en svag duft af sommer. Jeg kan mærke en svedperle forlade min armhul og langsomt bevæge sig ned af ryggen. Jeg trækker vejret så langsomt og overfladisk som muligt. Jeg ved at hvis han finder mig så er mit liv slut. Jeg er bange, mere bange end jeg troede var muligt.
Jeg har først lige for en halv time siden fundet ud af, at manden som jeg har åbnet mit hjerte og sjæl for er en hyret lejemorder, og at alt hvad jeg troede på var bedrag. Jeg har mest lyst til at bryde sammen i gråd, eller fare op og slå ham, prikke øjnene ud og flå ham i småstykker. Hvordan kunne han gøre det? Det gør så ondt i kroppen, især i hjertet.
Da min veninde Maya ringede og fortalte, at Lars ikke var den jeg troede han var, føltes det som om alt liv blev trukket ud af min krop, stuen begyndte at snurre rundt, og jeg kunne kun høre brudstykker af hvad hun sagde:
".....skynd dig væk......Espen har sendt ham......han vil skyde dig......hører du hvad jeg siger......han er lejemorder...... ".
Ordene er ætset i min bevidsthed, livet føles helt surrealistisk. Hvordan kan det være sandt? For kun to dage side elskede vi inderligt og lidenskabeligt, og bagefter havde jeg givet ham nøglen til lejligheden. Hvordan kan det hele bare være en løgn, hvordan kan et menneske lyve sådan? Jeg er forvirret for hvordan kunne jeg tage så meget fejl. Jeg trækker vejret dybt men samtidig stille, jeg må tage mig sammen hvis jeg vil overleve.
Jeg kan høre, at Lars er inde i stuen nu, han bevæger sig langsomt rundt, han bevægelser lyder søgende og opmærksomme. Hvad nu hvis Maya ikke havde ringet og vækket mig, så ville jeg have ligget trygt og roligt og sovende i min seng. Jeg ville aldrig have hørt døren blive låst lydløst op. Jeg hørte det næsten ikke, og det var i sidste øjeblik at jeg fik min krop klemt ned under sengen. Jeg nåede lige at trække en let sommerkjole over min krop og rede sengen, før jeg hørte nøglen i døren. Jeg håber inderligt at han hopper på at jeg ikke er her.
Jeg tænker et øjeblik på den store brune konvolut der er opbevaret i en bankboks nede i byen. Gid fanden må tage Espen.
Lars er på vej hen mod soveværelset, hans skridt er mere højrøstede nu. Jeg bliver forvirret, det virker som om han vil advare mig. Jeg ligger helt stille, og kan nu høre at der er to personer i min lejlighed. Mit hjerte slår hurtigere, da jeg først ser Lars´es mørke tennissko, og dernæst ser et par sko der får mit blod til at gyse og næsten fryse til is. Skoene er italienske, sorte med lyse syninger, de er store, en størrelse 49, og de tilhører Espen min tidligere forlovede. Den mand som jeg er flygtet fra i over et år nu. Den mand som den store brune konvolut handler om.
Jeg hører dem hviske sagte, men kan ikke høre hvad de siger. Jeg ligger helt stille nu, mit hjerte slår så hurtigt at jeg er bange for at det vil bryde sammen. Sveden pibler frem, det lugter som angstens sved og jeg kan mærke at min kropstemperatur stiger. Det svimler for mine øjne og det sidste jeg ser er hælen af Lars´es sko, før alt bliver sort.
Jeg åbner øjnene og kikker op i et hvidt loft. Der lugter surt og på samme tid rent, en helt speciel lugt af ny vasket hospital sengetøj. Jeg vender langsomt mit hoved, det føles tungt og det gør ondt når jeg bevæger det. Mit syn er sløret og det er svært for mig at stille skarpt. Ved siden af den store seng sidder en kvinde, det er Maya. Jeg vil vende kroppen mod hende, men hun ligger roligt en hånd på min arm og siger stille:
"Lig bare stille, du har brug for hvile", hendes stemme er lavmælt og virker varm og rolig.
Jeg føler en tryghed i min krop ved at mærke hendes varme hånd på min arm. Jeg ligger mig roligt tilbage i sengen, trækker vejret dybt og slapper af i kroppen. Jeg kan mærke en brændende smerte i min højre skulder, og begynder langsomt at kunne huske hvad der skete den aften Lars og Espen kom for at snigmyrde mig.
Jeg ved ikke hvor længe jeg har været besvimet, men min krop giver et sæt, da jeg kommer til bevidsthed igen. Jeg holder vejret, bare de ikke hørte mig. Jeg kikker forsigtigt ud og opdager til min frygt at Espen og Lars har hørt mig. De kommer nærmere sengen og Lars bøjer sig ned og kikker mig lige ind i øjnene.
"Nå, så det er her du gemmer dig. Vi var lige ved at tro at du ikke var hjemme".
Hans stemme har en kulde og hårdhed som jeg aldrig har hørt før. Hans øjne virker matte og tomme. Hvor er den varme mand med de levende blå øjne?
Jeg maver mig besværligt ud og rejser mig langsomt. Alt føles som i slowmotion. Jeg kan mærke en ligegyldighed i min krop og sjæl. Hvad fanden er der ved at leve hvis kærligheden ikke findes og hvis man ikke kan tro på den.
Jeg står over for de to mænd jeg har elsket i mit liv, og se hvad de er. Espen er en narkohandler som koldt og kynisk tror at han ejer verden, og som tror han bare kan bestemme over andres liv og hvis de ikke makker ret så myrder han dem. Lars er en koldblodig lejemorder som er i Esbens hule hånd.
Espen kikker på mig med hårde små øjne.
"Hvor er billederne? Mær!", hans stemme virker fjendsk og ordene kommer ud mellem hans fortænder. Jeg kan se at han bider sammen og kæbemusklerne er spændte. Jeg kender det lune han er i lige nu. Jeg spænder min krop og forbereder mig på de slag der må komme. Jeg står stille og kikker ham dybt i øjnene, gud hvor jeg hader dette menneske.
Det dunker i mit hoved og i min arm, og jeg har tusinde spørgsmål jeg vil stille Maya. Hun kan fornemme at jeg tænker, og mens hun forsigtigt aer min kind siger hun sagte:
"Sov bare min ven, jeg bliver her. Han tror du er død, vi holdte din begravelse i går, og hvis han på nogen måde skulle finde ud af at du lever, er der hele døgnet en betjent der passer på dig, det er dem der sidder henne ved døren."
Betjenten der har vagten nu, er en kraftig kvinde med rødt hår som er sat i en stram hestehale, hun rejser sig fra sin stol og kommer hen til sengen.
"Dejligt at du er vågen, vi var helt bekymrede for dig. Vi skal nok passe godt på dig".
Jeg prøver at løfte mine mundvige til et smil, men det bliver kun til en antydning. Hun nikker forstående og forsætter:
"Dine skader er kun overfladiske, så du skal nok snart være på benene igen, du var heldig at han skød lige igennem et sted hvor det kun ser slemt ud, men ikke er det. Espen hoppede på at du var død, og Lars sørgede for at vi fandt dig. Du er en heldig pige min ven."
Espen hæver sin hånd for at slå mig, og jeg lukker øjnene for at modtage de vante slag. I rummet er der en sur lugt af sved, en lugt jeg kender så godt. Det er Espen der lugter af hadets sved, den lugt han får når nogle går imod ham. Lige før hans knytnæve rammer mit ansigt, griber Lars hans hånd og siger med bestemt stemme.
"Er du åndssvag mand, vil du gerne fanges din idiot, din ring vil lave et mærke som de kan identificere".
Espen ser et øjeblik ned i gulvet, og jeg kan fornemme en flovhed og en vrede i ham.
"Nu går du ind i stuen og lader mig om det her, det er sgu det du betaler mig for din torsk" Lars stemme er hård og man kan se vreden i hans krop. Hans overarm dirrer og fjendtligheden mod Espen ses tydelig. Jeg bliver et øjeblik forvirret, det virker som om han er ved at miste sit overblik, han vil bare have Espen ud af rummet. Espen som kikker ned i gulvet vender blikket mod mig.
"Farvel min kære, det var hyggeligt, sov godt med rotterne."
Hans vrede er afløst af en hånlig latter, nu har han overtaget.
"Vi har fundet nøglen til din bankboks, så nu er jeg fri."
Hans latter lyder næsten hysterisk nu og hans øjne stråler som en olympisk guldmedalje vinder.
Min krop føles tungere, den sidste smule energi forlader den, jeg bruger mine sidste kræfter til at samle mig, for aldrig vil jeg tabe ansigt til denne mand igen, aldrig. Jeg kikker stift og hadefuldt tilbage.
"Hvad får dig til at tro, at jeg ikke har kopier?"
Et øjeblik kan jeg se en tøven i Esbens øjne, et splitsekund er jeg vinderen. Jeg nyder at se hans tvivl. Lars afbryder os.
"Jeg har hentet konvolutten og negativerne var der".
Mit hjerte synker i kroppen, pis tænker jeg, hvorfor tog jeg ikke en kopi. Inden jeg når at tænke mere, skruer Lars en lyddæmper på revolveren. Han vender sig til Espen og siger højt og bestemt:
"Nu skrider du bare ind i stuen, forstået? Nu gider jeg ikke mere pis med dig. Jeg skal fokusere mig, og du vil vel nødigt være vidne, vel?"
Espen smiler en sidste gang til mig og sender mig et håndkys og siger:
"So long baby".
Hvorefter han går ind i stuen og lukker døren.
Jeg vender mig mod Lars, jeg er som i en anden verden, nu skal jeg dø tænker jeg. Jeg bliver forundret over at jeg ikke længere føler nogen angst, mit hjerte slår overraskende langsomt. Mit liv passerer revy. Jeg tænker på dengang jeg fik den røde kjole af min mormor og dengang min far købte en stor is til mig...... Lars river mig ud af mine dagdrømme, han kommer helt tæt på og hvisker lavt men bestemt:
"Nu skal du høre hvad vi gør. Vi har meget kort tid. Jeg slår dig ud og skyder dig i højre skulder. Espen vil tro du er død, men der sker dig ikke noget. Det er den eneste måde jeg kan rede dig på. Du får ondt et stykke tid, men du overlever, forstået?"
Før jeg når at svare kysser ham mig blidt, og slår mig hårdt i hovedet med revolveren. Alt bliver sort.
Jeg har lyst til at spørge om Lars. Hvorfor kender betjenten hans navn? Er han mon blevet fanget? Og hvad med billederne. Betjenten kikker på mig og siger:
"I morgen for du det hele at vide, sov nu."
Jeg kan mærke trætheden i kroppen, mine øjenlåg er tunge og jeg lader mig overmande af søvnen. Jeg drømmer om Lars og Espen.
Et blidt kys vækker mig, og jeg slår øjnene op og kikker ind i de smukkeste blå øjne jeg kender. Jeg fornemmer varme og kærlighed og duften af sandeltræ rammer min næse. Mit hjerte slår hurtigere, for jeg kender kun en der bruger den duft og det er Lars. Jeg er et øjeblik i tvivl om jeg drømmer eller er vågen, men smerten i min krop fortæller mig at jeg er vågen. Jeg fremstammer:
"Jamen du ....." længere når jeg ikke.
Han tysser på mig:
"Jeg skal nok fortælle dig det hele om et øjeblik, men først vil jeg kysse dig min kære".
Jeg er totalt forvirret. Jeg lukker øjnene og modtager hans varme kys og det forsigtige knus han giver mig. Det gør ondt i min krop, men godt i min sjæl og jeg mærker en varme sprede sig i mit hjerte. Jeg kikker op på ham med kærlige øjne og opdager at han er i uniform. Han sætter sig i stolen ved siden af min seng, og tager min hånd og begynder at fortælle det hele.
At de havde været efter Espen i mange år, og de havde fulgt mig siden jeg flygtede fra ham. At de vidste at jeg havde billederne, og vidste at Espen havde bestilt mange mord før. Da en betjent skulle gå undercover blev Lars valgt ud fra hans kendskab til narko. Han var glad for valget, fordi han ville gøre alt for at beskytte mig. Den aften han skulle forstille at myrde mig kom Espen uventet, og han kunne kun redde mit og sit eget liv ved at skyde mig i skulderen. Efter at han havde skudt mig, havde de pakket mig ind i et tæppe, smidt mig ind bag i Lars´es bil og kørt ud for at dumpe mig i havnen. Hvad Espen ikke vidste var at politiet aflyttede Lars og var parat til at fiske mig op ad vandet i det øjeblik Espen var væk. I forvejen var de parat til at hjælpe mig under jorden og foregive min død for Espen. De ville få ham til at betale for mordet så de kunne knalde ham for det. Lars havde sørget for et kopi af billederne, men det vidste Espen heller ikke. De havde langsomt igennem det sidste år spundet et spind om Espen så de til sidst kunne sikre sig at han blev dømt for alle de forbrydelser han havde gjort.
" Vi anholdte ham til din opdigtede begravelse. Du skulle have set hans fjæs da jeg troppede op i uniform". Lars griner sagte,
" Du skulle have været der, det skulle du".
Lars kikker bekymret på mig,
"Kan du tilgive at jeg skød dig?"
Jeg smiler,
"Ja, hvis du aldrig gør det igen, det gør sgu pisse ondt".
"Det lover jeg dig".
Hans øjne er smilende, og jeg får et sug i maven. Så var han den jeg troede han var, nemlig min elskede.
Skrevet af Katarina
Skriv kommentar til novellen: Kat@solkilde.dk