Fra fange til fredsmægler

Print this page |

Fra fange til fredsmægler

Jeg er træt og dybt rørt i mit hjerte, jeg er lige kommet hjem fra et fordrag i Sønderborg, og kl. er 01.12. Jeg mødte endnu engang i mit liv et åbent hjerte, en mand fra USA som fortalte om sit liv som tidligere fange og nu fredsmægler.

Manden jeg hørte tale er Dow Gordon, han er med i et projekt i USA som kaldes Freedom projekt, et projekt hvor de tager rundt i fængslerne og underviser i IVK og meditationen Mindfullness. Han er i Danmark for at besøge fængsler og andre institutioner som har med fængslerne at gøre.

Han rørte mit hjerte dybt flere gange, for jeg genkendte så meget af mig selv i det han sagde. Fængslet i ens tanker, som kommer af vrede og afmagt over at opleve sig udstødt. Jeg fik en dyb forbindelse med mit fængsel, og et håb blev vækket i mig om at befri mig selv fra dette fængsel. Jeg mærker nu min dybe sorg over mit liv og min længsel efter fællesskab med åbne hjerter.

Når jeg tænker på ham blødes mit hjerte op og åbnes og der vækkes en tillid til verden. Måske denne mand engang gjorde mennesker fortræd og sig selv fortræd, men i dag gav han mig en gave, han viste mig en vej ind til noget dybere i livet. Han viste mig at ligegyldigt hvad jeg har gjort i mit liv, så er der en vej der rummer liv og kærlighed, og at den er lige her.

Jeg har gjort mig selv og andre fortræd i mit liv, og jeg har været så bange for at det ikke ville stoppe igen. Jeg tænkte som han og mange andre, at jeg kun havde to valg. Nu blev jeg igen mindet om at der findes flere valg i livet.

Jeg så også at min vrede kommer af min ensomhed og at når jeg bliver vred, så er jeg oftest virkelig bange og skræmt.

Jeg mangler ord til at beskrive min taknemmelighed og rørthed. Den healing der sker i mig lige nu er stor, han viste mig det mest værdifulde vi kan give i livet er os selv 100 % ærlige.

Jeg er så rørt for denne mand stod frem helt nøgen med alt han er, og jeg mærkede den forskel det gjorde inden i mig, jeg følte mig tryg i han nærvær, mit indre faldte til ro, og jeg kunne mærke mig selv.

Jeg blev inspireret og får lyst til at bidrage til verden med min ærlighed, og jeg får lyst til når jeg er ude og holde foredrag, at fortælle min egen historie, og den forskel det gjorde for mig at møde Marshall og hans ikkevoldelige kommunikation.

Hjertet og mennesket bag er tusinde gange mere værd end al verdens færdigheder. Vi har alle det vi behøver lige ved hånden, nemlig inde i os selv.

Lys og kærlighed fra Katarina

Skriv en kommentar til teksten kat@solkilde.dk